Jason Leach

Mit navn er Jason Leach. Jeg er ejer og grundlægger af Altura Kaffe. Min drøm har altid været at åbne mit eget sted, så jeg rykkede teltpælene op fra USA, og rejste til Danmark for at realisere den drøm. Jeg er enormt entusiastisk, når det gælder kaffe, som i årevis har været min store lidenskab. Derfor skulle jeg da selvfølgelig åbne en kaffebar. Jeg har siden 1996 langet kaffe over disken her fra min lille, hyggelige kaffebar i Graven i Aarhus, og det vil jeg forhåbentlig gøre i mange år endnu.

Jeg ser frem til at betjene dig,

Jason Leach.

Om Altura Kaffe

Altura Kaffe ligger i Graven i Aarhus C, hvor de små brostensbelagte gader i latinerkvarteret via duften af nykværnede kaffebønner fører dig hen til vores hyggelige lille kaffebar. Amerikanskfødte Jason Leach åbnede kaffebaren i 1996, og han har drevet den lige siden på fuldtid. Han var den første i byen, der anvendte egen kaffebrænder og ristede sine importerede grønne bønner på egen hånd. Den tradition har han holdt fast i lige siden.

”Altura” er spansk, og betyder ”højde”. Det refererer i denne sammenhæng til kaffes høje kvalitet, som han aldrig går på kompromis med. I Altura Kaffe kan du altid forvente friske kvalitetsvarer, der er særligt udvalgt og taget kærlig hånd om. Derudover er det et faktum, at jo højere oppe en kaffeplante har groet, desto bedre smag og kvalitet får du i sidste ende. Vi tilbyder 16 forskellige kaffesorter, og er du kaffeentusiast, står vi altid til rådighed med en forklaring om produktet, der naturligvis varierer om det kommer fra eksempelvis Indien eller Guatemala – eller bare til en hyggesnak, hvis du mere er til det.

For at sikre at kaffens kvalitet altid er i top, rister vi kaffebønner flere gange om ugen. Udover den friskristede kaffe tilbyder vi også et lille sortiment af eksklusive kopper og andet udstyr til dig, der gerne nyder en god kop kaffe derhjemme, ligesom vi sælger te, saft, kakao og andre varme drikke, som kan nydes i de autentiske omgivelser. Det er også muligt at købe bønner med hjem, og afprøve bryggekunsten derhjemme.

Altura Kaffe er hele Aarhus’ hyggeligste kaffebar. Hos os får du byens bedste kaffe leveret med omhu og respekt for produktet af byens venligste og mest oplagte personale.